Gay Christian EuropeLGBT Christian Europe

Historier fra Kristne Homoer

Karens Historie

Karen M. Larsen

"Nogle af mine allerførste barndomserindringer er, at jeg ser mig selv rende legende og udforskende rundt i den katolske Skt. Birgitta Kirke i Maribo, som var min barndoms og ungdoms sognekirke.

Jeg husker, at kirken på en gang var mørk og lidt uhyggelig, men at den også var meget spændende, fyldt med mærkelige genstande, lyde og lugte. Der var ikke mange små børn i mit sogn, der kom regelmæssigt i kirken, så jeg blev mødt med megen venlighed og mange smil. De allerførste minder om kirken er derfor, ligesom de allerførste minder om min barndom, i det store hele gode og varme erindringer.

Men snart dukkede dunkle skyer op og formørkede barndommens tidlige glæde. Jeg skulle i skole og dér havde jeg det ikke rart. Jeg havde vanskeligheder med det faglige, med lærerne og ikke mindst med de andre børn, som moppede mig, fordi jeg var mærkelig i deres øjne.

Gud og kirken var ligesom gledet bort fra mig efter mine tidligste barndomsår, men da jeg var ca. elleve dukkede interessen for Gud op på ny. Jeg begyndte at bede og forstod, at troen på Gud kunne give mig mening og et holdepunkt i en tilværelse, som jeg ellers oplevede som dyster og truende.

Med al den fortvivlede iver, som et ensomt og ængsteligt barn kan opbringe, kastede jeg mig over katolicismen. Hurtigt kom jeg til at bruge flere timer hver dag på bøn og bibellæsning, og jeg slugte også al den litteratur, som jeg kunne finde om den katolske kirke, både af interesse, men også som kompensation for, at den religionsundervisning som jeg modtog i mit sogn, var ret så ringe.

Jeg begyndte også at gå i kirke hver søndag, og da jeg efter mine forældres skilsmisse flyttede sammen med min mor til Maribo, kom jeg også hver lørdag til messe, eller med andre ord, jeg gik til messe så ofte, som det i det hele taget var muligt i mit sogn. Jeg blev også messetjener og læste regelmæssigt en eller flere af læsningerne ved gudstjenesterne, ligesom jeg med 16 år kom i menighedsrådet og blev suppleant til pastoralrådet.[1]

På trods af, eller bedre sagt, nok pga. al denne religiøse iver og aktivisme, så forblev jeg i bund og grund ensom, ængstelig og usikker på mig selv. Bag den ofte frembrusende og i sine holdninger ret så fundamentalistiske katolske piges hhv. unge kvindes demonstrative selvsikkerhed skjulte sig en fortvivlet og forkrampet sjæl. Jeg havde det nemlig i bund og grund skidt med mig selv. Jeg var som drevet af en foragt for mig selv, der blot blev værre af, at jeg ligesom ikke kunne finde ud af at bryde gennem de indre mure, der syntes at skille mig fra andre og fra Gud.

Min gryende seksuelle bevidsthed gjorde blot alting værre. Jeg følte skyld og skam over de romantiske og erotiske følelser mht. piger/kvinder, som jeg begyndte at mærke, og det bekymrede mig, at jeg ikke følte noget lignende for drenge/mænd. Jeg vovede ikke at sætte navn på, hvad disse følelser kunne skyldes, men jeg følte dem klart som syndige og forbudte.

Jeg oplevede mig med andre ord som syndig og beskidt. Jeg gik til skrifte hver eneste uge, men det gjorde kun min skyldsfølelse værre, for knap var jeg kommet ud af skriftestolen, før jeg kom i tanke om en synd, som jeg havde glemt, og dermed følte jeg, at det hele havde været omsonst, og at jeg om muligt var værre stillet end før.

Det var formodentlig denne kombination af voldsom religiøs iver og stærke skyldsfølelser, forbundet med en udpræget identitetsmæssig usikkerhed, der fik mig til at tænke på at blive nonne. Jeg opsøgte derfor en række ordenssamfund både her i Danmark og i Østrig, hvor min mor havde nogle forbindelser. Jeg endte med, som 20-årig, at indtræde i et karmelitterkloster i Østrig.

Mit ophold i klosteret var på en gang en meget lærerig og en meget smertefuld erfaring. Jeg lærte unægteligt meget om mig selv og mine egne begrænsninger, men følgen blev, at min fortvivlelse nåede nye højder. Alt i alt var jeg alt for indre forpint og uafbalanceret til at kunne være nonne og det var derfor også, set i tilbageblikket, godt, at nonnerne valgte ikke at optage mig i noviciatet, efter at jeg havde afsluttet min ca.1-årige kandidat[2] tid.

Men i første omgang udløste dette nederlag en dyb åndelig og identitetsmæssig krise, der bragte mig betænkeligt tæt på selvmordets rand, for hvad skulle jeg nu bruge mit liv til, det liv, som jeg helst var foruden? Efter et stykke tid fandt jeg dog mig selv igen, godt hjulpet af at jeg begyndte at læse historie og siden også religion på Københavns Universitet og derfor også flyttede til hovedstaden.

Jeg fortsatte her med at være meget aktiv indenfor den katolske kirke. Jeg brugte flere timer om dagen på bøn, gik til messe hver dag, var messetjener ved søndagens gudstjeneste i min nye sognekirke og deltog i den katolske kirkes ungdomsarbejde. Jeg havde også fundet et nyt ordenssamfund, som jeg holdt kontakt med i den hensigt at indtræde der som nonne, så snart jeg var færdig med mine studier.

Men alligevel var der sket noget med mig. Klostererfaringen havde lært mig at tænke kritisk mht. den katolske kirke. Jeg begyndte at åbne øjnene for alle de ting, som ikke var, som de burde være og først og fremmest forstod jeg, at det ikke nyttede noget, at jeg gjorde vold på mig selv samtidigt med at jeg også forstod, at jeg måtte finde ud af det indre fængsel, som jeg havde spærret mig selv inde i.

I denne forbindelse måtte jeg også forholde mig til min seksualitet. Efter mange overvejelser nåede jeg i efteråret 1991 frem til, at jeg var homoseksuel, men jeg besluttede, samtidig med at jeg nåede til denne erkendelse, at det skulle være en hemmelighed, og at jeg ikke ville udleve min seksualitet.

Men når man først en gang er sprunget ud, selvom det kun er over for en selv, så forandres ens verden. Ved at turde sætte ord på min seksualitet over for mig selv fik jeg et betydelig mere afslappet forhold til den og dermed også et mindre forkrampet forhold til mig selv, men jeg forstod også, at jeg som homoseksuel var uden for det gode selskab inden for den katolske kirke, om jeg så må sige.

Denne erkendelse og min tiltagende kritiske holdning over for katolicismen, der blev næret af mine universitetsstudier, påvirkede også mit forhold til Gud. Langsomt begyndte jeg at glide ud af troen og forstå, at jeg også godt kunne leve uden Gud. Til sidst, i forbindelse med at jeg forberedte mig til en eksamen i et fag, der handlede om oversættelse og tolkning af Det Nye Testamente, blev jeg overbevidst om, at den Jesus, som jeg hidtil havde elsket, ikke var værd at elske, at det, der stod i Det Nye Testamente, var et grundlæggende ondt budskab, og at det var derfor, at den katolske kirke gjorde så meget uret, som den gjorde. Jeg holdt derfor op med at tro på Gud.

Min nyfundne ateisme oplevede jeg som en enorm befrielse og samtidig hermed som et spændende intellektuelt eventyr, men på den anden side, var det også unægteligt en voldsom omvæltning i mit liv, og det tog mig derfor nogle måneder, før jeg følte mig helt sikker på mine nyfundne mentale "fødder".

Det var derfor først i efteråret 1993, ca. et halvt år efter, at jeg havde opgivet troen, at jeg vovede at opsøge det homoseksuelle miljø i København. Jeg var dog kun med på en kigger, for selvom jeg nu var åben over for andre, og også meget nysgerrig, så var jeg i bund og grund stadigvæk meget ængstelig og usikker.

Men i januar 1994 mødte jeg så Gerlind på Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes bibliotek i København. Vi fandt hurtigt sammen som par, og vi har været sammen lige siden. Det blev starten på et helt nyt og lykkeligt liv. Jeg fik afsluttet mine studier med et godt resultat og fik efterhånden også fodfæste inden for gymnasiebranchen. Jeg og Gerlind blev gift (dvs. indgik registreret partnerskab) i sommeren 1995 og efter nogle år købte vi os et lille rækkehus.

Jeg var og er fortsat utrolig lykkelig med Gerlind. Først gennem hende forstod jeg og forstår jeg, hvad det vil sige at elske og blive elsket, at være til for nogen og at nogen er til for mig. Hun var og er døren til den menneskelige lykke her på jorden for mig.

Men alligevel var det, som om at der manglede noget, at der var et hul midt i lykken, en mørk plet midt i alle farverne. Jeg savnede noget, en dybere mening, et perspektiv ud over dette liv og denne verden. Jeg savnede Gud, jeg savnede Jesus, men jeg ville ikke vide af det, ville ikke indrømme det. For vejen til Gud, det var jeg stadigvæk overbevidst om, var den katolske kirke, og jeg ville for alt i verden ikke tilbage til dens åndelige diktatur.

Men langsomt og sagte, med forsigtighed og blidhed, førte Gud mig tilbage til sig. Jeg begyndte at forstå, at den katolske kirke ikke har patent på Gud og ikke har patent på kristendommen. Jeg begyndte også at indse, at Bibelen kunne læses på en anden måde end den, som jeg havde lagt mig fast på.

Jeg begyndte forsigtigt at lade Gud komme ind i mit liv, og efter et stykke tid var jeg grebet af hans kærlighed og vidunderlige skønhed, som jeg først nu fik øjnene op for. I min katolske tid havde jeg nemlig nok brugt uendelig meget tid på at læse om Gud og bede til ham, men nu lærte jeg at lade ham tale til mig.

Fordi jeg nu ved, hvad det vil sige, at elske og blive elsket, kan jeg forstå, hvad det vil sige at elske Gud, og at han elsker mig. Først nu, da jeg ikke er forkrampet og på flugt fra mig selv, erfarer jeg hans nærvær, omsorg, kærlighed og styrke. Og, hvad jeg savnede i min ateistiske tid, nu kan jeg også takke ham for alt det gode, som han gør og giver mig. Takke ham for Gerlind og for mit liv, som jeg nu ikke længere ser som en byrde, men som en vidunderlig gave givet mig af Gud, der elsker mig ud over al forstand, og som kun har et mål for mig: at jeg skal være lykkelig med ham og med mine kære og det for al evighed.

Jeg fandt mig også en kirke, hvor jeg kan komme og høre om Gud, tilbede ham og lade hans nåde opfylde mit liv, og det er folkekirken, som jeg meldte mig ind i i foråret 2003.

Gerlind, der også er ekskatolik, fandt nogenlunde samtidig med mig ligeledes tilbage til Gud, og det har været en stor glæde for os at have troen på og kærligheden til Gud til fælles. I februar måned 2006 lod vi så vort parforhold kirkeligt velsigne for dermed også rituelt at markere den overmåde store betydning, som Gud har fået for vores parforhold.

I min katolske tid troede jeg, at jeg skulle være god, før Gud skulle kunne lide mig. Kærlighed fra Gud, det var noget, som man skulle betale for. Nu ved jeg, at kærlighed fra Gud er en kilde, der springer lige ud fra hans faderhjerte, den er en fri gave, som jeg ikke skal betale for og ikke gøre mig fortjent til, men blot tage imod i tillid.

Denne kærlighed er jeg kaldet til at give videre til de mennesker, som jeg møder på min vej. Det kald lever jeg desværre alt for ofte ikke op til. Ja, det er faktisk først nu, da jeg ved, hvad kærlighed er, at jeg også ved, hvad synd er. Synd er ikke regelbrud, sådan som jeg før troede. Nej, synd er at svigte over for kaldet til at elske andre lige så betingelsesløst, som Gud elsker mig. Men fordi jeg nu selv ved, hvad kærlighed er, så ved jeg også, hvad syndsforladelse er, og hvad det vil sige at leve af Guds nåde."

~ Karen, Danmark

[1] Et demokratisk valgt råd bestående af lægfolk, nonner og præster, der skal rådgive stiftets biskop.
[2] Den første del af uddannelsen til at blive nonne er den såkaldte kandidat tid. Noviciatet er det næste trin på vejen til at blive en rigtig nonne.

Vilkår for Anvendelse | Fortrolighedserklæring